Curriculum
Eva Ravnbøl
Eva Ravnbøl CV født 6.6.1965 i Gentofte
Student fra Virum Statsskole 1984.
Sabbatår i Rom 1985-86.
Jeg boede i Trastevere med en dansk veninde, og vi ernærede os som statister i filmbyen CineCittà og i tv-reklamer og små filmroller; bl.a. var jeg med i Fellinis film "Ginger & Fred".
1987-1990 studerede jeg ved Handelshøjskolen i København (nu: Copenhagen Business School).
Korrespondenteksamen i italiensk og engelsk 1990.
Dagen efter sidste eksamen vendte jeg tilbage til Rom, hvor jeg har boet lige siden.
I begyndelsen af 90erne arbejdede jeg i min daværende kærestes restauranter og stiftede dermed for alvor bekendtskab med det italienske køkken, som senere skulle blive kernen i mit karriereforløb 1995 -2001 var jeg vært på en række mad-programmer (PASTAPLUS) på dansk TV2 - i alt 30 udsendelser fra Rom, Venedig og Toscana.
2000-2007 skrev jeg tre kulinariske guidebøger i samarbejde med fotograf Søren Rud (ROMERSKE RESTAURANTER/ ROMERSKE RETTER)
Siden år 2000 har jeg jævnligt - og i stigende grad - skrevet om italiensk mad til diverse dameblade og mad-magasiner i DK.
Desuden har jeg i det sidste års tid skrevet klummer og artikler til Diners, SAS og andre, og ofte bliver jeg bedt om "italienske tips" i forb med enqueter ol til blade og aviser.
Fra 2002 har jeg holdt foredrag for danske grupper fortrinsvis her i Rom, men også andre steder i landet og engang i mellem i Danmark.
Først og fremmest fortæller jeg om mad og vin, men også om samfundsforholdene i det moderne Italien, som mange danskere er meget interesserede i.
Jeg kommer bl.a. ind på politik, skolesystem, landets nyere historie, trafik, "la famiglia" osv.
Jeg har stået for flere kokkeskoler og kulinariske rejser til Toscana og Umbrien, nogle gange i samarbejde med rejsebureauer i Danmark og i Italien.
Fra 2005 har jeg ved adskillige lejligheder assisteret dansk presse, bl.a. DR, TV2 og Politiken, her i Italien i forbindelse med nyhedsdækning, bl.a. ved Pavens død, diverse kommune- og parlamentsvalg, skraldesituationen i Napoli, aktuelle Berlusconi-sager.
I 2009 var jeg vært på DR1-programmet "Min italienske Drøm" (10 x 1 time), et sobert reality program som især fokuserede på hvor svær en integrationsproces kan være i et fremmed land.
Fire danske par skulle prøve at finde sig til rette og komme ind på livet af de lokale borgere i den lille landsby Rosora i regionen Le Marche.
I den forbindelse fik jeg rig lejlighed til at fortælle om Italien, om italienernes vaner, traditioner og værdier
I foråret 2009 udkom min første store kogebog på DRsforlag med titlen - ligesom TV- programmet - "Min italienske Drøm".
Kogebogen indeholder 50 livretter fra mit elskede italienske køkken.
I over halvdelen af mit liv hvor jeg har boet i Rom, har jeg haft rig lejlighed til at sammenligne de to kulturer, de to lande, de to folkeslag, og som jeg ofte siger til mine (to-sprogede) børn (med italiensk far og dansk mor): Hvis I kan tage det bedste fra Italien og fra Danmark, vil I blive perfekte.
De føler sig faktisk også meget priviligerede, og selv om jeg næppe kan kalde dem perfekte, er de "sulla buona strada" hvad kombinationen af de to kulturer angår.
I min formidling af Italien ser jeg det som en af mine fornemste opgaver at give danskerne et positivt og nuanceret billede af Italien.
Jeg beretter således om al den åbenlyse charme og skønhed "il Bel Paese" byder på, men peger også på de aspekter af den anderledes kultur som kan være svære at forstå for udlændinge.
Selv om jeg vil være dansker til den dag, jeg udånder, er mit tilhørsforhold til Italien meget stærkt, og jeg er nok så tæt man kan være på at være italiener uden at være det, som det kommer frem f.eks. når Totti scorer i VM, eller når jeg overfor en gruppe danske tilrejsende "repræsenterer" Italien og roser alt hvad vi her har at byde på.
Jeg giver ofte og gerne danskere indføring i hvordan man her bedst gør "una bella figura",og når det engang imellem viser sig nødvendigt, forsvarer jeg mit andet fædreland Italien med næb og klør!